Arabiske fladbrød stegt på panden
I dag har jeg bagt arabiske fladbrød, og de bliver serveret til næsten alle retter fra det arabiske køkken. Arabiske fladbrød er utrolig alsidige. De kan bruges som wrap, du kan trylle dem om til chips, eller du kan dyppe dem i en lækker hummus. Fladbrødene er bløde og passer perfekt til alt fra kødretter og grøntsager til cremet fetaost og den skønneste hummus. De bliver også dyppet i forskellige sovse og supper som fx harira.
Arabiske fladbrød er en stor del af den kulturelle og sociale tradition i mange arabiske samfund. De bliver serveret til alle måltider – både morgenmad, frokost og aftensmad – og de er ofte en central del af festlige begivenheder og religiøse højtider.
Jeg har brugt utallige timer i mit køkken for at finde den rigtige dej og den rigtige stegetid, og jeg synes selv, at resultatet er virkelig godt. Så næste gang du har lyst til at lave noget fra det arabiske køkken, vil jeg anbefale dig at bage arabiske fladbrød.
Sådan bliver dine fladbrød bløde
Hemmeligheden er en godt varm pande uden fedtstof og en kort stegetid. Når der kommer bobler på brødet, er det tid til at vende det. Læg de færdige fladbrød i et rent viskestykke, så holder de på varmen og bliver ved med at være bløde.
Fladbrødene passer perfekt til en arabisk mezze med hummus, baba ganoush og batata hara, og de er lækre med grillede shish tawook kyllingespyd. Vil du hellere have brød med lomme, så prøv mine luftige pitabrød, som bages i ovnen.
Til 8-9 fladbrød skal du bruge:
Tid: ca. 1 time og 50 minutter i alt, heraf ca. 1 time og 15 minutter til hævning og hvile.
3 dl lunkent vand
25 g gær
½ tsk. sukker
1 tsk. salt
1 spsk. olivenolie
ca. 400 g hvedemel
Sådan laver du arabiske fladbrød på panden
Opløs gæren i det lunkne vand, og rør sukkeret i.
Tilsæt salt, olivenolie og mel, og ælt dejen godt. Dejen skal være let fugtig og smidig, så hold eventuelt lidt igen med melet.
Dæk dejen med et fugtigt viskestykke, og lad den hæve i ca. 1 time.
Del dejen i 8-9 boller, og lad dem hvile i ca. 15 minutter under viskestykket.
Rul hver bolle flad på et meldrysset bord. Rul dem ikke for tynde, så bliver brødene bløde.
Varm en pande godt op uden fedtstof.
Steg hvert brød på den varme pande i cirka 1 minut på hver side. Vend brødet, når der kommer bobler på overfladen.
Læg de færdige fladbrød i et rent viskestykke, så de holder sig bløde. De kan serveres både varme og kolde.
Ofte stillede spørgsmål
Hvorfor bliver mine fladbrød hårde?
Som regel har de været for længe på panden, eller de er rullet for tyndt. Steg dem kort på en godt varm pande, og læg dem i et viskestykke, når de er færdige.
Kan man fryse arabiske fladbrød?
Ja. Lad dem køle af, og frys dem i en pose med bagepapir imellem. Lun dem på en varm pande, når du skal bruge dem.
Hvad er forskellen på fladbrød og pitabrød?
Fladbrødene her steges på panden og bliver flade og bløde. Pitabrød bages i en meget varm ovn, hvor de puster sig op og får en lomme.
Hvor længe skal fladbrød steges på panden?
Cirka 1 minut på hver side. Panden skal være godt varm og uden fedtstof, og du vender brødet, når der kommer bobler på overfladen. Steger du dem for længe, bliver de tørre og hårde.
Hvad hedder arabisk fladbrød på arabisk?
Brød hedder khubz på arabisk, og arabisk fladbrød bliver ofte kaldt khubz arabi. I mange arabiske hjem bliver det spist til næsten hvert måltid og bruges til at tage maden op med i stedet for bestik.
Vil du se mere? Så følg Madsynet på Instagram.