Muhammara – syrisk peberfrugtdip med valnødder
Elsker du arabisk mad, så skal du prøve muhammara. Det er en skøn peberfrugtdip med ristede valnødder og granatæblesirup. Smagen er intens, sød og syrlig på samme tid, og ret vanedannende.
Jeg har altid muhammara med, når jeg underviser i arabisk madlavning hos FOF. Den tager ikke lang tid at lave, den er helt vegansk, og så smager den endnu bedre dagen efter.
Hvad er muhammara?
Muhammara stammer fra Syrien og er udbredt i store dele af Mellemøsten. Navnet kommer af det arabiske ord hamra, som betyder “rød”, og muhammar, der også kan betyde noget, der er ristet. Begge dele giver rigtig god mening, for både den flotte farve og de ristede ingredienser er helt centrale i retten.
Retten kommer oprindeligt fra Aleppo, som mange kalder Syriens madhovedstad. Byen lå på de gamle handelsruter, og det kan smages: Her bruger man nødder, granatæble og krydderier i næsten alt, og det søde og syrlige går igen i mange retter.
Muhammara er et godt eksempel. Peberfrugt og valnødder giver grundsmagen, og granatæblesiruppen gør dippen både sød og syrlig. Hvidløg, spidskommen og en smule chili giver smæk på smagen, men dippen er ikke stærk. Det hele blendes til en grov, men cremet konsistens.
I Mellemøsten spiser man muhammara som mezze sammen med hummus, baba ganoush og varmt fladbrød.
👉 Er du klar til at prøve? Scroll ned til opskriften og kom i gang – det er hurtigt, nemt og virkelig lækkert.
Serveringstips: sådan bruger du muhammara
Muhammara er virkelig alsidig. Server den ved stuetemperatur i en lav skål med hakkede valnødder og granatæblekerner på toppen.
Som dip til varmt fladbrød og sprøde grøntsager
På tapas- eller mezze-bordet sammen med hummus og tabouleh
I en sandwich eller wrap i stedet for pesto eller mayonnaise
Som tilbehør til palæstinensisk shawarma, fisk eller grøntsager
Smurt på ristet brød til frokost
Til 4 personer skal du bruge:
Tid: ca. 35 minutter i alt.
2 røde peberfrugter
2 spsk olivenolie (til bagning af peberfrugterne)
1 dl ristede valnødder
1-2 fed hvidløg
1 spsk tomatpuré
1-2 spsk granatæblesirup
40 g rasp eller 1 skive ristet toastbrød
½ tsk spidskommen
½ tsk chili
½ tsk salt
Hakkede valnødder og granatæblekerner til pynt
Sådan laver du muhammara
Klargør peberfrugterne. Rens dem, og skær dem i halve eller i store stykker.
Bag dem. Læg dem med skæresiden nedad, dryp med olivenolien, og bag ved 200 °C i 20 minutter, til skindet er sort, og peberfrugterne er møre.
Lad dem dampe. Læg dem i en skål med låg i 10 minutter, så er skindet nemt at pille af.
Blend. Pil skindet af, og blend peberfrugterne med valnødder, hvidløg, tomatpuré, granatæblesirup og rasp eller ristet brød.
Smag til. Tilsæt spidskommen, chili og salt. Der skal være smæk på smagene, men peberfrugten skal være tydeligst.
Lad den trække, gerne til dagen efter. Pynt med hakkede valnødder og granatæblekerner inden servering.
Jeg håber du kan lide opskriften, lad mig høre i kommentarerne hvad du synes om den.
Vil du se mere? Så følg Madsynet på Instagram.