Elsker du indisk mad? Så vil du elske denne friske og smagfulde indiske salat med tomat, agurk, rødløg, frisk mynte og koriander. Den er klar på 10 minutter og er det perfekte friske tilbehør til krydrede indiske retter. Er du ikke fan af koriander, kan du sagtens undlade den – salaten smager stadig fantastisk.
Hvad er indisk salat?
I Indien er det helt almindeligt at servere en frisk, hakket salat ved siden af de varme retter. Den kaldes kachumber og laves typisk af tomat, agurk og løg, som vendes med citrus, krydderier og friske urter. Salaten giver friskhed og knas til krydrede gryderetter, karryretter og biryani.
Min version er lavet med limesaft, garam masala og spidskommen, og så har jeg tilføjet frisk chili og mynte. Det giver en frisk, let spicy og saftig salat, som kan tilpasses efter din smag. Har du lyst, kan du også komme lidt forårsløg i.
Serveringstips
Jeg har serveret salaten til tandoori kylling, og det var en fantastisk kombination.
Server den som tilbehør til butter chicken, kylling korma eller indisk biryani med kylling.
Den passer også godt til vegetarretter som blomkålscurry, vegetar tikka masala og aloo gobi.
Fjerner du de indiske krydderier og bytter koriander ud med persille, bliver det en grøn salat, der passer til de fleste måltider.
Lav salaten lige før servering, så den er frisk og sprød.
Til 4 personer skal du bruge:
Tid: ca. 10 minutter i alt.
3 tomater
½ agurk
1 rødløg
1 frisk grøn chili
½ dl frisk koriander
1 lille håndfuld frisk mynte
Saften fra 1 lime
½ tsk. stødt spidskommen
1 tsk. garam masala
Salt og peber
Sådan laver du indisk salat
Skær grøntsagerne. Skær tomater og agurk i små tern, og hak rødløget fint.
Gør chilien klar. Skær chilien i tynde skiver. Fjern kernerne, hvis salaten ikke skal være så stærk.
Hak urterne. Hak koriander og mynte groft.
Bland salaten. Kom det hele i en skål, og pres limesaften over.
Krydr og server. Tilsæt spidskommen, garam masala, salt og peber, og vend salaten godt sammen. Server med det samme.
Jeg håber du kan lide salaten, lad mig høre i kommentarerne hvad du synes om den.
Vil du se mere? Så følg Madsynet på Instagram.