Indisk biryani med kylling

Jeg havde engang den mest fantastiske aften, hvor jeg inviterede min familie over til iftar (måltidet, hvor fasten brydes). På menuen var der indisk biryani med kylling, og det blev en utrolig hyggelig aften. Jeg besluttede mig for at gøre lidt ekstra ud af det og lavede et par andre retter, men biryanien var uden tvivl højdepunktet. Det var fantastisk at se alle nyde maden så meget, at de spiste, indtil der ikke var mere. At se alle de tomme tallerkener bagefter? Det var den bedste følelse.

Hvad er biryani?

Biryani er en fantastisk one pot-ret med ris, hvor du kan bruge kylling, okse, lam eller bare en masse grøntsager, hvis du foretrækker at spise vegetarisk. Det, der gør indisk biryani speciel, er krydderierne – kardemomme, nelliker og kanel – som giver en smag og en duft, der er helt i top. Det er en af de retter, der får dit køkken til at dufte, så du næsten ikke kan vente med at spise.

Det kan virke lidt udfordrende at lave biryani på grund af alle de forskellige krydderier, men det er faktisk ikke så svært. Det handler om at følge opskriften og være åben for at prøve noget nyt. Og det bedste ved biryani? Du kan lave den med lige de råvarer, du er i humør til. Det er en super fleksibel ret.

Her finder du krydderierne

De fleste ingredienser til en autentisk indisk biryani med kylling kan du finde i dit lokale supermarked. For den helt autentiske oplevelse anbefaler jeg et besøg hos en grønthandler, hvor du kan finde de specielle krydderier. Denne grønthandler er et besøg værd.

Serveringsforslag

Server biryanien med en kølig indisk salat og en sød mangochutney ved siden af. En skål yoghurt med agurk og mynte passer også perfekt til de varme krydderier.

Er du vild med det indiske køkken, så prøv også min butter chicken, kylling korma eller de vegetariske retter aloo gobi og vegetar tikka masala.

Ofte stillede spørgsmål

Kan jeg lave biryani uden kylling?

Ja, du kan bruge okse, lam eller en masse grøntsager som kartofler, blomkål og ærter. Så får du en vegetarisk biryani.

Hvor længe skal kyllingen marinere?

Mindst en time, men gerne natten over. Jo længere kyllingen marinerer, jo mere smag og mørhed får den.

Hvilke ris skal jeg bruge til biryani?

Brug basmatiris. Skyl gerne risene, til vandet er klart, så bliver de løse og luftige.

Kan biryani laves dagen før?

Ja, biryani smager rigtig godt dagen efter. Opbevar den i køleskabet, og varm den op med en smule vand, så risene ikke bliver tørre.

Til 4 personer skal du bruge:

Tid: ca. 1 time + mindst 1 times marinering.

Til marinaden:

  • 600 g kyllingebryst eller -lår

  • 1 dl yoghurt naturel eller græsk yoghurt

  • 1 tsk. stødt koriander

  • 1 spsk. garam masala

  • 1 tsk. gurkemeje

  • 1 tsk. chilipulver

  • 2 spsk. citronsaft

Til biryanien:

  • 1 kanelstang

  • 4 hele kardemommekapsler

  • 3 hele nelliker

  • 2 løg

  • 2 fed hvidløg

  • 2 laurbærblade

  • lidt revet ingefær (kan udelades)

  • 2 spsk. tomatpuré

  • 300 g basmatiris

  • ca. 6 dl vand (så det dækker)

  • salt

Sådan laver du indisk biryani med kylling

  1. Mariner kyllingen i yoghurt, krydderier og citronsaft natten over eller mindst en time.

  2. Kom kylling og marinade i et ovnfast fad, og steg det ved 200 grader i ca. 25 minutter. Kyllingen skal ikke være færdigstegt, da den simrer færdig sammen med risene.

  3. Knus kanel, kardemomme og nelliker i en morter.

  4. Skær løgene i tynde ringe eller strimler, og hak hvidløg og ingefær fint.

  5. Svits løgene, til de bliver gyldne. Det tager ca. 10 minutter.

  6. Tilsæt hvidløg, ingefær og laurbærblade, og lad det svitse i 2 minutter.

  7. Tilsæt tomatpuré og de knuste krydderier i 30 sekunder, eller til det dufter i hele køkkenet.

  8. Tilsæt kylling og marinade i gryden. Kog op, skru ned på næstlaveste blus, og lad det simre i 10 minutter.

  9. Tilsæt de skyllede ris og vandet, og lad din biryani koge under låg, til risene er møre og har suget væden. Smag til med salt.

Jeg håber, du kan lide retten. Lad mig høre i kommentarerne, hvad du synes om den.

Vil du se mere? Så følg Madsynet på Instagram.

Forrige
Forrige

Sådan Laver Du Bruschetta med Pesto, Tomat og Ost i Airfryer

Næste
Næste

Bagte rodfrugter i airfryer