Hvid chokolademousse uden husblas

Hvid chokolademousse i glas toppet med balsamicomarinerede jordbær

Jeg elsker at eksperimentere i køkkenet, og denne opskrift på hvid chokolademousse med balsamicomarinerede jordbær er en af mine absolutte favoritter. Kombinationen af den silkebløde hvide chokolademousse og de friske, syrlige jordbær er simpelthen fantastisk. Hver gang jeg laver denne dessert, bliver mine gæster imponerede. Det bedste ved opskriften er, at den er virkelig nem at lave – du behøver ikke engang at bruge husblas!

Nem opskrift på hvid chokolademousse uden husblas

Vi kender alle den klassiske dessert hvid chokolademousse, men denne opskrift er virkelig nem. Moussen bliver luftig af piskede æggehvider og flødeskum, så den sætter sig fint i køleskabet uden husblas. Den bløde chokolademousse smelter på tungen, mens de balsamicomarinerede jordbær giver en fantastisk friskhed og syrlighed. Desserten ser også utrolig elegant ud i små glas, hvilket gør den perfekt til både festlige middage og hyggelige aftener derhjemme.

Forslag til topping

Hvad kan man ellers toppe hvid chokolademousse med udover balsamicomarinerede jordbær? Her er et par idéer:

  • Top med hindbær, blåbær eller brombær for ekstra farve og en frisk smag. Du kan også toppe med en hindbærcoulis, som giver en syrlig kontrast til den søde mousse.

  • Drys med groft hakkede, ristede hasselnødder for et sprødt element.

  • Pynt med et par blade frisk mynte eller skovsyre for et aromatisk og dekorativt touch.

  • Riv lidt mørk eller hvid chokolade over moussen for ekstra luksus.

Kan du lide desserter i glas, så prøv også min cheesecake i glas, min trifli med jordbær og makroner eller min æbletrifli med nøddedrys.

Ofte stillede spørgsmål

Kan jeg lave hvid chokolademousse dagen før?

Ja, moussen kan sagtens laves dagen før og stå i køleskabet. Mariner gerne jordbærrene samme dag, og top først moussen lige inden servering.

Hvorfor skal der ikke husblas i?

De stivpiskede æggehvider og flødeskummet giver moussen luft og struktur, og den hvide chokolade stivner igen, når moussen bliver kold. Derfor sætter den sig fint uden husblas.

Kan jeg bruge pasteuriserede æggehvider?

Ja, du kan bruge pasteuriserede æggehvider fra en karton i stedet for friske æg, da æggehviderne ikke bliver varmebehandlet i opskriften.

Hvad kan jeg bruge i stedet for balsamico?

Du kan erstatte balsamico med æblecidereddike, hvidvinseddike eller hindbæreddike.

Til 4 personer skal du bruge:

Tid: ca. 20 minutter + mindst 1 time i køleskabet.

Til hvid chokolademousse:

  • 150-175 g hvid chokolade

  • 3 æggehvider

  • 50 g sukker

  • 2½ dl piskefløde

Til balsamicomarinerede jordbær:

  • 200 g friske jordbær

  • 1 dl vand

  • 2 spsk. balsamico (kan erstattes af æblecidereddike, hvidvinseddike eller hindbæreddike)

  • 3 spsk. sukker

  • 1 tsk. vaniljesukker

  • 1 spsk. citronsaft

Sådan laver du hvid chokolademousse med marinerede jordbær

  1. Hak chokoladen groft, og smelt den over et vandbad. Lad den køle lidt af.

  2. Pisk æggehviderne stive sammen med sukkeret. De skal piskes så længe, at du kan vende skålen på hovedet.

  3. Vend den smeltede chokolade forsigtigt i æggehviderne, så du ikke slår luften ud af moussen.

  4. Pisk fløden til let skum, og vend det forsigtigt i chokolademoussen.

  5. Fordel moussen i portionsglas eller en stor dessertskål, og stil den i køleskabet i mindst en time.

  6. Skær jordbærrene i kvarte, og kom dem i en skål.

  7. Rør vand, balsamico, sukker, vaniljesukker og citronsaft sammen i en anden skål, og hæld marinaden over jordbærrene. Stil dem på køl.

  8. Top moussen med de marinerede jordbær lige inden servering.

Jeg håber, du kan lide desserten. Lad mig høre i kommentarerne, hvad du synes om den.

Vil du se mere? Så følg Madsynet på Instagram.

Forrige
Forrige

Indisk salat

Næste
Næste

Imam Bayildi