Jeg må indrømme, at jeg var skeptisk, da jeg første gang hørte om chiagrød. Kold grød lavet med små frø – kan det virkelig smage godt? Det var min første tanke. Men efter at have prøvet det, er chiagrød blevet en fast del af min morgenrutine, når jeg vil starte dagen sundt og nemt. Grøden er ikke bare nem at lave, den er også fyldt med næring og giver dig en energifyldt start på dagen.
Når chiafrøene får lov til at suge væske til sig, danner de en dejlig cremet konsistens. Det kræver minimal indsats – du rører bare ingredienserne sammen, stiller det i køleskabet, og næste morgen er morgenmaden serveret. Chiagrød kaldes også chia pudding eller overnight chia, og den er perfekt til morgenmad, brunch eller som et sundt mellemmåltid.
Derfor elsker jeg chiagrød
Lad mig dele et par grunde til, hvorfor jeg er vild med chiagrød:
Sund og mættende: Chiafrøene er fyldt med fibre, som hjælper med at holde sulten på afstand. De indeholder også omega-3-fedtsyrer og protein, som giver god energi til at klare dagen.
Nem og hurtig: Du skal blot røre ingredienserne sammen aftenen før, og næste morgen står der en færdig, lækker grød klar.
Masser af variation: Du kan eksperimentere med forskellige smagskombinationer og tilpasse grøden præcis efter, hvad du har lyst til. Nogle gange tilføjer jeg bær og honning, andre gange peanutbutter og banan.
Idéer til toppings
Toppings er prikken over i’et, når det kommer til chiagrød, og her kan du virkelig være kreativ. Jeg har eksperimenteret en del, og her er nogle af mine absolutte favoritter:
Lemoncurd tilføjer en frisk og syrlig smag, der passer perfekt til den milde chiagrød.
Friske æbletern og et drys kanel giver friskhed og knas.
Mandler, valnødder eller cashewnødder giver både knas og sunde fedtstoffer.
Hjemmelavet marmelade eller rabarberkompot giver en frugtig sødme og løfter hele smagsoplevelsen.
Friske bær som blåbær, hindbær eller jordbær giver en flot farve og en lækker smag.
Hjemmelavet mysli giver ekstra fylde og crunch og gør grøden mere mættende.
Mangler du flere idéer til sund morgenmad, så prøv også min smoothie med hindbær og blåbær, mine sunde muffins med havregryn og banan eller sunde havregrynskugler med banan.
Ofte stillede spørgsmål
Hvor længe skal chiagrød stå i køleskabet?
Mindst 4 timer, men allerbedst natten over. Så når chiafrøene at suge væsken til sig, og grøden bliver tyk og cremet.
Kan jeg bruge almindelig mælk?
Ja, du kan sagtens bruge almindelig mælk i stedet for plantemælk. Grøden bliver lige så cremet.
Hvor længe kan chiagrød holde?
Chiagrød kan holde op til 3 dage i en lufttæt beholder i køleskabet. Derfor er den perfekt at lave i en større portion til flere morgener.
Er chiagrød vegansk?
Bruger du plantemælk og sirup og bytter yoghurten ud med en plantebaseret yoghurt, er chiagrøden helt vegansk.
Jeg håber, at du bliver inspireret til at prøve chiagrød, hvis du ikke allerede er hoppet med på bølgen. For mig har det virkelig gjort min morgenrutine både nemmere og sundere. Har du en favoritopskrift eller topping? Del den gerne i kommentarerne, så vi kan inspirere hinanden.
Til 1 person skal du bruge:
Tid: ca. 5 minutter + mindst 4 timer i køleskabet (gerne natten over).
3 spsk. chiafrø
2 dl plantemælk
1 tsk. sirup eller honning
2 spsk. citronsaft (kan udelades)
½ tsk. vaniljepulver
2 spsk. græsk yoghurt eller skyr
friske bær eller æbletern til topping
Sådan laver du chiagrød
Rør chiafrø, plantemælk, sirup eller honning og vaniljepulver sammen i en skål eller et glas.
Rør igen efter 10 minutter, så chiafrøene ikke klumper sammen.
Dæk til og stil grøden på køl natten over eller i mindst 4 timer.
Rør yoghurten i, og smag til med citronsaft.
Top grøden med friske bær eller æbletern.
Jeg håber du kan lide opskriften, lad mig høre i kommentarerne hvad du synes om den.
Vil du se mere? Så følg Madsynet på Instagram.