Blåbær tiramisu

Stykke blåbær tiramisu med lag af blåbærkompot og mascarponecreme drysset med kakao på en hvid tallerken

Leder du efter en dessert, der både ser fantastisk ud og smager himmelsk, uden at det kræver en hel dag i køkkenet? Så er blåbær tiramisu lige det, du leder efter. Den er perfekt som nytårsdessert, til fødselsdagen eller som afslutning på en hyggelig middag. Desserten er nem og lækker, den vil imponere dine gæster, og den er uden alkohol, så både voksne og børn kan nyde den.

Hvorfor skal du lave blåbær tiramisu?

Vil du gerne spare tid i køkkenet og stadig servere en dessert, der imponerer? Blåbær tiramisu kan forberedes dagen før eller tidligere på dagen. Det giver dig mere tid til at hygge med dine gæster, mens desserten passer sig selv i køleskabet.

De forskellige lag består af ladyfingers dyppet i kaffe, hjemmelavet blåbærkompot og en luftig mascarponecreme med citron. Lagene giver en skøn kombination af smage – sødme og lidt bitterhed fra kiksene og kaffen, sødme og lidt syrlighed fra blåbærrene og en cremet konsistens fra mascarponecremen. Og fordi desserten er nem at lave, kan børnene også være med til at samle den.

Hvad er tiramisu?

Tiramisu er en klassisk italiensk dessert fra Norditalien. Navnet betyder “løft mig op” på italiensk – og det er præcis, hvad den gør med humøret. Den klassiske tiramisu laves med ladyfingers (savoiardi) dyppet i kaffe, mascarponecreme og et drys kakao. I min blåbærtiramisu har jeg tilføjet et lag blåbærkompot og lidt citron, som giver desserten et frisk og frugtigt twist.

Serveringstips

Der er mange måder at servere blåbær tiramisu på:

  • Drys med kakao lige inden servering, som man gør med en klassisk tiramisu.

  • Riv lidt citronskal hen over for at give desserten et ekstra friskt pift.

  • Servér tiramisuen i små portionsglas – det ser både flot ud og er praktisk.

  • Pynt med friske blåbær eller lidt hakket chokolade for det sidste touch.

Hvis du mangler flere idéer til desserter til nytår eller en festlig aften, kan jeg anbefale æbletrifli med nøddedrys, hvid chokolademousse eller en snickerskage. Er du vild med blåbær, så prøv også min hvide chokoladekage med blåbær. Alle desserterne er nemme at lave og perfekte til en festlig aften.

Ofte stillede spørgsmål

Kan jeg bruge frosne blåbær?

Ja, frosne blåbær fungerer rigtig godt, fordi de alligevel skal koges til kompot. Du behøver ikke at tø dem op først.

Er der alkohol i blåbær tiramisu?

Nej, denne tiramisu er helt uden alkohol. Derfor er den perfekt, hvis der er børn med ved bordet.

Hvor længe skal tiramisu stå i køleskabet?

Mindst 2 timer, så kiksene bliver bløde, og lagene sætter sig. Den bliver endnu bedre, hvis den står natten over.

Hvor længe kan blåbær tiramisu holde?

Tildækket i køleskabet kan den holde 1-2 dage. Pynt den først lige inden servering.

Prøv blåbær tiramisu som et frisk pust til din dessertmenu, eller lav den som en hyggelig afslutning på en hvilken som helst middag. Det er nemt, lækkert og altid populært.

Til 6 personer skal du bruge:

Tid: ca. 30 minutter + mindst 2 timer i køleskabet.

Til blåbærkompotten:

  • 200 g friske eller frosne blåbær

  • 50-100 g sukker

  • saft af ½ citron

  • 1 tsk. vaniljesukker

Til mascarponecremen:

  • 250 g mascarpone

  • 100 g sukker

  • saft og revet skal af 1 citron

  • 1 tsk. vaniljesukker

  • 2½ dl piskefløde

Derudover:

  • 1-2 dl færdigbrygget kold kaffe

  • 1 pakke ladyfingers (ca. 150-200 g)

  • friske blåbær, revet citronskal og evt. kakao til pynt

Sådan laver du blåbær tiramisu

  1. Bryg kaffen og stil den på køl.

  2. Kog blåbær, sukker, vaniljesukker og citronsaft sammen, indtil blåbærrene er møre. Det tager cirka 5-7 minutter.

  3. Hæld kompotten gennem en sigte, hvis du ønsker en glat kompot.

  4. Stil kompotten i køleskabet.

  5. Når kompotten er kold, pisker du piskefløden til let flødeskum.

  6. Bland flødeskum, mascarpone, sukker, citronskal, citronsaft og vaniljesukker i en skål.

  7. Dyp ladyfingers hurtigt i kaffen, så de bliver fugtige, men ikke opløste.

  8. Læg et lag ladyfingers i bunden af et fad eller i portionsglas.

  9. Fordel halvdelen af blåbærkompotten ovenpå og derefter halvdelen af mascarponecremen.

  10. Gentag med endnu et lag ladyfingers, blåbærkompot og mascarponecreme på toppen.

  11. Dæk desserten til og stil den på køl i mindst 2 timer.

  12. Lige inden servering pynter du med friske blåbær, revet citronskal og evt. et drys kakao.

Jeg håber du kan lide opskriften, lad mig høre i kommentarerne hvad du synes om den.

Vil du se mere? Så følg Madsynet på Instagram.

Forrige
Forrige

Asiatisk salat

Næste
Næste

Baba ganoush