Har du lyst til noget til den søde tand, der samtidig ser festligt ud? Så er denne jordbærtærte lige noget for dig.
Jordbærtærte møder cheesecake
Det er en tærte, jeg selv har udviklet, hvor jeg har kombineret to af mine yndlingskager: jordbærtærte og cheesecake. Tærten har en sprød kiksebund, der danner det perfekte fundament, og ovenpå kommer en fyldig og silkeblød creme af mascarpone og flødeskum. Som prikken over i'et toppes tærten med friske jordbær, der giver sødme og friskhed.
Opskriften er nem at følge, og resultatet vil imponere både familie og venner. Jordbærtærten er perfekt til sommerfester, fødselsdage eller som en sød afslutning på en god middag. Og så skal den ikke bages, bortset fra kiksebunden.
Tips til den bedste jordbærtærte
Pres kiksebunden godt ned. Så holder bunden sammen, når du skærer tærten ud.
Lad bunden køle helt af. Ellers smelter cremen, når du kommer den på.
Giv tærten tid i køleskabet. Mindst en time, så cremen sætter sig, og tærten er nem at skære i stykker.
Variationer
Jordbær kan erstattes af andre bær, fx hindbær, brombær eller blåbær, eller en blanding. Du kan bruge flødeost i stedet for mascarpone. Prøv også at tilsætte lidt smeltet chokolade til kikseblandingen, eller pynt tærten med lidt smeltet hvid chokolade på toppen.
Er du vild med jordbær, så prøv også min sommerlagkage med jordbær, trifli med jordbær og makroner, jordbærsorbet uden ismaskine eller en smoothie med jordbær og banan. Og kan du lide cheesecake, så prøv min cheesecake i glas eller koldskålscheesecake.
Til 1 tærte (ca. 8-10 stykker) skal du bruge:
Tid: ca. 30 minutter plus mindst 1 time i køleskabet.
Kiksebund
200 g digestive kiks
100 g smør, smeltet
Creme
250 g mascarpone eller flødeost
2½ dl piskefløde
100 g sukker
1 tsk. vaniljesukker
Topping
500 g jordbær
friske mynteblade
flormelis til pynt
Sådan laver du jordbærtærte
Forvarm ovnen til 180 °C (almindelig ovn).
Knus kiksene, og bland dem med det smeltede smør.
Fordel kikseblandingen i en tærteform, og pres den godt ned i bunden og op ad kanten.
Bag kiksebunden i ca. 10 minutter, til den er let gylden. Lad den køle helt af.
Pisk fløden til skum.
Pisk mascarpone, sukker og vaniljesukker luftigt, og vend flødeskummet forsigtigt i.
Fordel cremen over den afkølede kiksebund.
Skær jordbærrene i halve, og fordel dem på cremen.
Stil tærten i køleskabet i mindst 1 time.
Pynt med friske mynteblade og et drys flormelis lige før servering.
Ofte stillede spørgsmål
Skal jordbærtærten bages?
Kun kiksebunden skal bages i ca. 10 minutter. Cremen og jordbærrene kommer på, når bunden er kølet af.
Kan jeg bruge flødeost i stedet for mascarpone?
Ja. Du kan bruge både mascarpone og flødeost. Mascarpone giver den mest fyldige creme.
Kan jordbærtærten laves dagen før?
Ja, men vent med at komme jordbærrene på til samme dag, så de ikke trækker vand i cremen.
Hvilke bær kan jeg bruge?
Ud over jordbær kan du bruge hindbær, brombær eller blåbær.
Hvor længe kan tærten holde sig?
Den smager bedst samme dag, men kan holde sig til dagen efter i køleskabet.
Prøver du opskriften, så skriv gerne i kommentarerne, hvad du synes om den.
Vil du se mere? Så følg Madsynet på Instagram.