Chilimarineret kyllingespyd
Mine chilimarinerede kyllingespyd er et populært hit hos både børn og voksne, og det er ikke svært at forstå hvorfor. Kyllingen bliver marineret i sød chilisauce, soja, honning og hvidløg, som giver både sødme og lidt krydderi. Spyddene er nemme at lave og bliver saftige i ovnen på kun 10-15 minutter.
Perfekte til buffet, fødselsdag og reception
Chilimarinerede kyllingespyd passer til en række forskellige lejligheder. De er et stort hit til børnefødselsdage, de er nemme at servere, og de er gode i madpakken. Spyddene er også populære ved receptioner, åbent hus og andre festlige arrangementer, hvor fingerfood er i fokus. På billedet ser du dem på en buffet sammen med vegetariske forårsruller bagt i ovn.
At lave dem selv er virkelig nemt. Alt, hvad du skal bruge, er kylling, din yndlings chilisauce og et par nemme ingredienser som hvidløg og honning. Så næste gang du planlægger en fødselsdag, et åbent hus eller en anden festlig begivenhed, vil jeg virkelig anbefale disse chilimarinerede kyllingespyd.
Serveringsforslag
Server spyddene varme, lune eller kolde. Nyd dem fx med en pastasalat med grøntsager eller en hvidkålssalat med æbler. Til aftensmad passer de godt med ris og en frisk salat.
Elsker du spyd, så prøv også mine shish tawook – arabiske kyllingespyd, marinerede kalvespyd eller kebabspyd. Og til børnene er mine kyllingenuggets i airfryer også et hit.
Ofte stillede spørgsmål
Skal bambusspyd i blød?
Ja, læg gerne bambusspyddene i vand i ca. 30 minutter, før du sætter kyllingen på. Så brænder de ikke så let i ovnen.
Hvor længe skal kyllingen marinere?
Mindst 1 time, men gerne længere – fx natten over. Jo længere kyllingen marinerer, jo mere smag får den.
Kan jeg bruge andet kød end kylling?
Ja, du kan også bruge svinekød eller oksekød. Tilpas stegetiden efter kødet.
Kan jeg grille kyllingespyddene?
Ja, spyddene er perfekte på grillen. Grill dem over middel varme i ca. 8-10 minutter, og vend dem undervejs.
Til 4 personer (ca. 10 spyd) skal du bruge:
Tid: ca. 25 minutter + mindst 1 times marinering.
4 kyllingebryst
4 spsk. sød chilisauce
2 spsk. sojasauce
2 spsk. honning
2 tsk. olie
2 fed hvidløg, presset
salt og peber
10 bambusspyd
Sådan laver du chilimarinerede kyllingespyd
Skær kyllingen i mundrette tern, og kom dem i en frysepose.
Rør marinaden sammen af chilisauce, soja, honning, olie og hvidløg, og smag til med salt og peber.
Hæld marinaden i posen sammen med kyllingen. Luk posen, og ryst godt, så marinaden fordeles.
Stil kyllingen i køleskabet i mindst 1 time, gerne længere.
Sæt kyllingestykkerne på spyd, og læg dem på en bageplade med bagepapir.
Steg spyddene i ovnen ved 200 grader varmluft i 10-15 minutter, til kyllingen er gennemstegt.
Jeg håber, du kan lide retten. Lad mig høre i kommentarerne, hvad du synes om den.
Vil du se mere? Så følg Madsynet på Instagram.